Ondt i lænden - Iskias - Hold i ryggen?
- Fysioterapi og Træning
- 23. sep. 2019
- 3 min læsning
Smerter i lænden og smerter i ryggen generelt er efterhånden blevet en folkesygdom. Mange går med konstante eller hyppige lændesmerter, men andre oplever enkelte episoder som kan være invaliderende og skræmmende.
Læs videre for at lære mere om mulighederne for at undersøge og behandle smerter i ryggen.

Selvom dine symptomerne ser ud til at passe med beskrivelsen her på siden, er det stadig vigtigt at tale med din læge eller med en fysioterapeut for at være sikker på at der er tale om den helt rigtige diagnose.
Akutte lændesmerter - også kaldet hold i ryggen, lumbago eller hekseskud
Akut opståede smerter i lænden kommer ofte efter uvant belastning, men også nogle gange uden kendt årsag. Smerterne kan sidde lokalt i ryggen, men der kan også være udstrålende smerter, typisk til balde eller lår i det ene eller begge ben.
Kommer du ind til en fysioterapeutisk undersøgelse, vil din forklaring af smerterne være en del af den samlede vurdering af dit problem.

Mange vil opleve nedsat bevægelighed eller kraftige smerter ved bevægelse. Som en del af undersøgelsen vil man ofte afprøve flere forskellige bevægelser - nogle vil måske gøre ondt og nogle vil måske give en øjeblikkelig bedring af smerter, bevægelighed eller begge dele.
En af de mest brugte bevægelser der bliver brugt til behandling af lændesmerter er en liggende bagoverbøjning. Det er ofte svært og ubehageligt i starten, men i løbet af 5-10 gentagelser, vil mange opleve at det bliver nemmere eller at rygsmerterne aftager. En bedring kan også vise sig ved at bensmerterne er aftagende eller helt forsvinder.
Øvelsen skal IKKE fortsættes hvis smerter eller bevægelighed bliver værre.
Sammen med din fysioterapeut, finder I den behandling som passer bedst til dig. Både ud fra undersøgelsen og hvad der er muligt i din hverdag.
Denne tilgang til smerter i lænden er en del af McKenzie-konceptet som er brugt og anerkendt over hele verden. McKenzie øvelser til lænden er et godt redskab da man hurtigt får afklaret om man har gavn af øvelserne, eller om man skal prøve anden træning/behandling.
Langvarige eller kroniske smerter i lænden
Har du haft lændesmerter i mere end tre måneder eller længere, er det stadig vigtigt at få lavet en grundig udredning og undersøgelse, da rygsmerter ofte kan behandles selvom det har stået på i lang tid. Uanset om det er startet pludseligt eller har bygget sig op over lang tid, vil undersøgelsen forløbe meget på samme måde som ved akutte lændesmerter.

Er det iskias?
Iskiasnerven er den største nerve i benet og når den bliver klemt eller irriteret kan det give nervesmerter i både ryg, balde, baglår og nogle gange helt ned i foden. Altså er “iskias” i sig selv ikke en diagnose, da det ikke fortæller noget om hvorfor nerven er irriteret.
Man kan sagtens have smerter i både ryggen som stråler ned i benet, uden der er nogen påvirkning af iskiasnerven. Det er netop en af grundene til, at det er afgørende at få lavet en grundig og fyldestgørende undersøgelse.
Vedligeholdende træning af ryggen
Der findes nogle specifikke øvelser som er gode til ryggen for at få styr på smerterne, men på den lange bane er der mange flere muligheder. For mange er det ikke så vigtigt hvilken træningsform eller hvilke øvelser man vælger at lave - bare man er fysisk aktiv! Effekten kan være omtrent lige god om man så vælger at gå til cross fit, træne i maskine eller måske lave øvelser på gulvet derhjemme foran TV’et mens Jane Fonda motiverer.

Vi sørger altid for at få en god snak om hvad der motiverer den enkelte person og hvad der kan passe ind i hverdagen - på den måde får man ofte det bedste resultat på den lange bane.
Skal vi også hjælpe dig med rygsmerter, så kan du ringe på 75 82 09 89 eller bestille en tid med det samme på ved at trykke her.
留言